Er fremtidens læger amatørsekretærer?

af 24. 10. 20210 Kommentarer

I sidste uge var jeg til lanceringen af en ny bog fra FADLs forlag ”Destruktiv Digitalisering” af Niels Benzon og Jacob Rosenberg et. al. Den handler om, hvor forfærdelig Sundhedsplatformen er. OK, ja, der er ganske rigtig mange ting, man kan kritisere Sundhedsplatformen for, og frustrationerne er da også til at tage at føle på, men, men, men… Come on, når man fremfører argumenter som, at systemet vist nok også har medført selvmord, så synes jeg, det hele kammer over, og så bliver det svært at tage resten alvorligt!

Når nu man skal implementere nye systemer, giver det mening at se på, om man samtidig kan optimere nogle arbejdsgange og evt. flytte lidt rundt på opgaver, roller og ansvar. Det handler simpelthen om ledelse, ledelse og ledelse! Det har man ikke formået at håndtere optimalt gennem denne implementering. Man har, som en af forfatterne til bogen sagde, formået af få gjort medarbejderne til modarbejdere, da de ikke har følt sig set, hørt og forstået, men blot har fået trukket et system ned over hovedet og fået besked på, at nu blev det sådan!

Sundhedsplatformen er meget ”kostumiserbar”, hvilket betyder, at der er utrolig mange muligheder for individuel opsætning. Det har man helt tydeligt ikke fokuseret nok på, da mange af de klager især lægerne har, ville kunne have været undgået, hvis man havde valgt i højere grad at træffe nogle opsætningsvalg for brugerne. Mange af de fejl og de mange ”musseklik” kunne være undgået på den måde – dog ikke de alarmerende fejl i medicinmodulet, men det er en helt anden snak…

Dataopsamling i sundhedsvæsenet er i det hele taget en ret gammel disciplin. I midten af 1800-tallet udarbejdede den engelske læge William Farr fx den første dødsårsagsklassifikation og under Krimkrigen gennemførte Florence Nightingale en lang række statistiske optællinger over dødsårsager blandt soldater. Det er ikke just denne hard core disciplin man i dag forbinder med hende. Og måske lige så overraskende fandt hun, at hovedparten døde af infektionssygdomme.

”Dataindsamling har ikke til formål at indsamle tilfældige eller besynderlige kendsgerninger.

Dens formål er at redde liv og øge sundhed og velvære”

Florence Nightingale: ”Notes on Nursing. What It Is and What It Is Not”

Florence Nightingales ret gode definition på, hvad vi skal med data, gælder stadig den dag i dag. Teknologien har blot udvidet behovet for tilgængelige data. Det er ikke mindst på grund af, at vi kan! Men fordi vi kan, så vil vi også kunne benytte systemerne til intern kommunikation om patienterne og til procesunderstøttelse, og vi vil kunne genbruge data til medicinalstatistik og kvalitetsovervågning, og nu bliver det så for alvor kompliceret, selvom gode systemer burde kunne dække dette behov som et positivt biprodukt.

Jeg er selv ikke fan af Sundhedsplatformen, men for mig at se, er det ikke det rigtige, man kritiserer den for. Den kritik man fremfører, er i min optik mere politik fra primært lægeforeningen end noget andet.

Jeg har arbejdet med digitalisering af sundhedsvæsenet i 20 år, og vi plejer at tale om, at implementering af tekniske løsninger skal ses som 10% teknologi og 90% organisation. Den skelnen er vigtig!

Rent teknisk kan man kritisere Sundhedsplatformen for flere ting:

  • Den er gammel! Ca. 40 år – og etableret som knopskydning.
  • Den har ikke et ensartet grafisk udtryk på tværs af modulerne
  • Den er ikke bygget til genbrug af data i forskellige systemer. Den er bygget til at producere de mest korrekte fakturaer, man kan forestille sig. Dét er faktisk her, man med rimelighed kan råbe op og beklage sig da:
    • Integration til Landspatientregistret ikke fungerede i virkelig lang tid
    • Dataoverførsler til de kliniske kvalitetsdatabaser var ikke muligt – og efterlader et stort tidsgab, som aldrig bliver fyldt ud – Det er en katastrofe for forskningen, da vi ellers i Danmark kan bryste os af et komplet datasæt, der går tilbage til den tid, hvor vi fik CPR-nr. i Danmark – i 1972.

Sundhedsplatformen er ”Too big to fail!”, så uanset hvad vi synes om den, så er den kommet for at blive. Nu skal vi bare have det bedste ud af situationen. En organisatorisk re-implementering er helt nødvendig, og her skal der indgås kompromisser, sådan at alle bløder op og er parate til at gå fra at insistere på det, de gerne vil ha’ – til det ingen har noget imod. Og så skal der mere ledelse ind over. Der er rigtig mange læger, som også er ledere. Disse læger er nødt til at lægge deres egne interesser delvis til side og set det hele samlet. Faktisk kunne denne proces faktisk medvirke til en positiv forandring af sundhedsvæsenets arbejdsgange og services, da mange fagskel vil kunne blødes op gennem en nøgtern vurdering af opgavefordeling og nedbrydning af faglige magtstrukturer. Alle faggrupper skal indgå og bløde op, men jeg ved godt det er svært – ja, næsten umuligt, da folk ikke handler hensigtsmæssigt, når de føler sig uretfærdigt behandlet og under pres.

I gamle dage var viden magt. Et medie som sundhedsplatformen har til formål at dele viden, så den opfattelse er nødt til at ændre sig. Nogen vil så sige, at datadeling, kliniske retningslinjer og forløbsprogrammer tager kunsten ud af lægegerningen og at teknologiske løsninger generelt forfladiger sygeplejen, men helt ærligt; er vi ikke kommet forbi det, når vi bl.a anvender præcisionsdiagnostik som fx podning for streptokokker ved halsbetændelse, og vi anvender DNA-profiler til beslutning af kræftbehandlingstype? Det er jo Hard Core faktabaseret, og dermed kunne næsten hvem som helst med sundhedsfaglig forståelse tage sig af at ordinere behandlingen – og eksekvere den. Men her har vi problemer både juridisk og fagpolitisk. Det må vi have løst op for!

En af de meget store fordele ved at have en elektronisk patientjournal som Sundhedsplatformen, er, at der opsamles utroligt mange data om enhver patient, men mange synes, at det tager for meget tid fra patientarbejdet, og dermed opfattes som spild af tid, men i stedet for at skyde systemet ned, skulle man måske se på måden det anvendes på:

  1. Man kunne overgå til langt mere afkrydsning og kun registrere afvigelser fra en given standard. Det ville spare utroligt meget tid. I dag er det sådan, at hvis ikke man har registreret eksplicit, hvad man har gjort; så er det ikke foregået. Der er altså tale om en form for dokumentation, man kunne kalde defensiv. Dét tjener ikke nogen!
  2. Den ”kildenære dataopsamling”; altså at alle sundhedspersoner selv dokumenterer deres arbejde er ikke opfundet for at straffe lægerne og fyre sekretærerne for dermed at spare penge. Derimod sikrer den en høj datakvalitet, fordi informationerne registreres med det samme og uden et forsinkende mellemled, som også kan misforstå og/eller udelade noget ved en fejl eller forglemmelse.

Ud over en god journalføring vil alle disse data komme alle til gode, når det kommer til det man kalder sekundær anvendelse, nemlig kvalitetssikring og forskning. Det sidste vil mange læger, som jo i høj grad bygger deres karrierer på forskning, nyde godt af. Jeg smiler derfor bredt, når jeg hører fra læger, at:

  • de får ødelagt deres motorik – som jo er altafgørende for kirurger – hvis de skal anvende et computertastatur. Jeg tænker, at så kan de da heller ikke skrive forskningsartikler og doktordisputatser!
  • de slet ikke kan finde ud af det med patientregistrering, og blot vil agere som amatørsekretærer, hvis de bliver tvunget til det. Jeg er nu ret sikker på, de sagtens kan finde ud af det… Come on! Det er jo bare det samme ævl, som advokater, arkitekter og ingeniører tidligere har været igennem.

 

 

Susie Wagner

Susie Wagner

TECHNOLOGISTA

Bag disse indlæg og i spidsen for Infocura står jeg, Susie Wagner. Jeg er svær at komme udenom, når du vil sikre optimale sundheds- og velfærdsteknologiske løsninger, hvor teknikken understøtter sundhedspersonalets praktiske hverdag, og alle de politiske og kommercielle hensyn er tænkt ind fra starten.

Seneste indlæg

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.